På vej

Nu er der gået flere måneder, hvor jeg ikke har fået skrevet her – jeg beklager over for jer rejselystne og nysgerrige læsere , ). Men det har været en travl og lidt kaotisk tid, så der har ikke rigtig været plads til at gøre status. Det er der faktisk heller ikke lige nu – står med et halvt ben i kufferten på vej ud i bushen i længere tid, men en lille julehilsen vil jeg jo gerne sende. Siden sidst har jeg været både i Harare, København og Dar es Salaam i en blanding af arbejde og ren nydelse. Jeg nåede jo at se en del af jer, da jeg var hjemme i november for at vidne i retten for Kunst & Farver (og vi vandt sagen) – og selv om det var kort, var det dejligt lige at sige hej, få noget vejledning og lige få afrokulleret lidt på afstand.

Nørderi

Derefter fulgte en intensiv periode i Lusaka, hvor jeg sad sammen med min fortsat fantastiske assistent Khama og oversatte undervisningstimer, som vi har optaget digitalt. Det er et sindssygt stort arbejde, men faktisk mere interessant end det nok umiddelbart lyder – og heldigvis er der begyndt at vise sig en del mønstre, som jeg kan arbejde videre med. Det er stadig en lidt mærkelig proces at være studerende på denneher måde, i forhold til hvad jeg ellers har prøvet – man er virkelig sin egen chef, og nogle gange kan jeg godt ryste lidt i klipklapperne, når jeg fx genlæser mine meget tjekkede projektplaner og så sammenligner med den virkelighed, jeg febrilsk forsøger at få til at give mening. Men det er vistnok meget normalt…

Zanzibar

Her i december har skolerne været lukket, så jeg besluttede spontant at afholde min juleferie tidligt i år. Sammen med Wendel har jeg været afsted til Zanzibar – en skøn lille tropeø ud for Tanzanias hovedstad Dar es Salaam – og det har været helt vidunderligt. Stort set hver dag har jeg siddet under en stor palmeparasol og arbejdet med udsigt over det skønneste lyseblå vand.. På vej tilbage til Dar es Salaam endte vi på forunderlig vis med at overnatte i selveste Sultanens tidligere palads! Ord kan ikke beskrive det, men en blanding af Ali Babba, Middelalderbyen og Sheraton måske..?

Afrojul..

I går aftes holdt jeg så for-julemiddag sammen med mine søde svenske venner og andre her i Lusaka – jul har ligesom ikke helt samme betydning for zambianere som i Danmark, men der blev dog festet med manér. Regnen piskede ned hele dagen, så lidt dansk jul var der da over det… , ). Om et par timer kører jeg så ud til landsbyen Hangombe, hvor Khama og hans familie venter. Jeg regner med at blive derude det meste af januar for at indsamle de sidste og afgørende data, så nu er det er det slut med luksusmiddage og på med gummistøvlerne! Så slut for nu – jeg håber I får en skøn jul alle sammen og en festlig nytårsfest. Og så vil jeg glæde mig til at læse alle jeres breve, som I nu får masser af tid til at skrive i den lange juleferie… , )

Glade gadebørn

Min bofælle Adam, som selv er irer, leder et ambitiøst teaterprojekt her i Lusaka – Barefeet Theatre – som berører mere end 1000 gadebørn (nogle mere forældreløse end andre). Børnene bor typisk på centre rundt omkring i byen, hvis ikke de sover på gaden – og Adam og hans facilitatorer tager så rundt og giver børnene selvtillid gennem teater, musik, dans, akrobatik mm. Meget sympatisk. Og hele projektet er ekstra sexet, fordi deher toplækre unger altså kan føre sig frem på en lidt anden måde, end vi er vant til hjemme. I lørdags startede den årlige ’Barefeet Festival’ med en ca 1 km lang parade af udklædte børn. Adam havde bedt mig fotografere, og nogle af resultaterne kan I se her… , )

Hopla

Efter paraden var der dans, her med professionelle zambiske dansere. Ikke så meget andet at sige end svedigt..

Bil

I forrige uge var jeg sammen med Khama igen ude i min landsby Hangombe – denne gang i min nyindkøbte Toyota. Det er rimelig mærkeligt pludselig at være blevet ejer af en firhjulstrækker, men på den anden side er det enormt anvendeligt et sted som her, hvor offentlig transport nærmest er ikkeeksisterende både i og uden for byen. Ovenikøbet har jeg fået smart simkort-moden og computeroplader i bilen, hvilket betyder at jeg nu kan gå på nettet langt ude i bushen! En gadgetnørd er på vej frem… På billedet er det mig og Khamas søster Miniva med lille Weendo på armen.

Elizabeth Colson - en legende

I provinsbyen Monze, halvvejs til Choma og Hangombe, stoppede vi ind og besøgte den 91-årige amerikanske antropolog og professor Elizabeth Colson, som er en sand forskerlegende, i hvert fald blandt antropologer med interesse for Zambias sydlige provins og tidlige uafhængighedshistorie. Siden midten af 40erne (!) og helt frem til i dag har Elizabeth forsket i religiøse ritualer, kønsroller, jordbrugstraditioner, sult, familiemønstre, uddannelsesforhold og identitet blandt beboere i området Gwembe Valley syd for Monze til stor hjælp for NGOer og selvfølgelig især alle de studerende og forskere, der kommer til området. Trods sin høje alder er hun selv i dag totalt skarp og engageret, og jeg følte mig meget beæret (og lidt skræmt) over at kunne diskutere mit projekt med hende.

Hangombe, part II

Denne gang var det som forventet lidt mindre eksotisk og overvældende at komme tilbage til familien og Hangombe Village. Til gengæld var jublen stor hos børn og forældre over vores hurtige genkomst, og denne gang havde vi gaver med i form af smarte sko til Khamas far, ’chitenge’ (afronederdele) til hans mor og Ray Ban-agtige solbriller til hans søster Miniva. Derudover havde jeg taget en fin billedbog om Danmark med, og især billeder af danskere med store huer under et sneklædt busstoppested vakte jubel.. , )

I felten igen

Denne gang kunne vi komme lidt tættere på nogle af de spørgsmål, som dukkede op sidst – fx om forhold mellem forældre, bedsteforældre og børn, om skolesyn, kvæghold og magtrelationer. Et par gange oplevede jeg endda, at lokale Hangombebeboere kom op til mig og beklagede, at jeg endnu ikke havde været hjemme hos dem og stille spørgsmål! Så må tilliden siges at være oprettet.. En af dagene kørte vi et godt stykke længere ud (eller ind?) i bushen ad bumlede jordveje til landsbyskolen Nalituba, hvor vi blev modtaget med skønsang og almen begejstring over, at vi vitterlig gad bevæge os så langt ud. Her fulgte masser af spændende observationer og interviews – men det kan I høre om en anden gang..

Zambia, 2. runde

Nå, nu har jeg endelig taget mig sammen til at begynde at skrive igen. Faktisk er det rart på den måde at få samlet tankerne og alle indtrykkene lidt – det er en intens tid, og tingene går stærkt lige nu. I går var det tre uger siden, jeg landede i Lusaka efter fire måneders sommer i København, men allerede nu føles det, som om jeg slet ikke har været væk siden sidst. Der er en særlig nerve eller sitren her (og med her mener jeg nok i virkelighe-den ’Afrika’), som er anderledes end hvad jeg fx har oplevet i Indien eller Sydamerika. Menneskene her er intense, det er som om liv og død, penge, sex og okkultisme konstant dirrer i luften – en luft, der for tiden lægger sig som en 35 grader varm dyne over landskabet og byerne, og som kan gøre det svært at sove om natten.

Ungdomsleben

Til forskel fra sidst er det rigtig rart denne gang at ankomme og rent faktisk kende en del folk her i Lusaka. Fra lufthavnen kunne jeg tage direkte hen til min irske ven Adam, der bor i en form for kollektiv fordelt på to ’parcelhuse’ i det samme celebre område som jeg boede i sidst, Kabulonga, og her stod der et fint værelse parat, hvor jeg kan bo når jeg er i byen. Her bor for tiden blandt andet Christina fra New York og Tobias, der er vokset op som gadebarn i Lusaka og nu er medleder af Adams ambitiøse gadebørns-teaterprojekt, Barefeet (tjek http://www.barefeettheatre.org/).

Khama

Allerede på andendagen mødtes jeg med min nye assistent, Khama, der er 27 og læser lingvistik og litteratur på Unza, University of Zambia. Da jeg var her i april, aftalte vi at lægge en del af feltarbejdet i hans barndomslandsby Hangombe i Zambias sydlige provins. Min undersøgelse ville i princippet kunne laves et hvilket som helst sted i landet, men ved at inddrage Khamas familie og landsby får jeg mange ting foræret, som muligvis ville kræve lang tid andre steder. Vi gik med det samme i gang med min undervisning i Tonga, som er hovedsproget i Southern Province og samtidig navnet på den ’stamme’, som de fleste i denne provins definerer sig selv udfra. For en sprognørd som mig er det sjovt at skulle lære et helt nyt sprog, som ingen lighed har med dem jeg kender til i forvejen. Heldigvis er grammatikken rimelig simpel – verberne bøjes fx ikke i tid – og ofte kan man jo nå langt bare med nogle simple brokker...

Lusaka

Selve byen, Lusaka, er der ligesom sidst ikke meget at skrive hjem om. I forhold til andre sydlige afrikanske hovedstæder som Johannesburg, Maputo (Mocambique) og selv Harare (der modsat mediebilledet faktisk er en sydende kulturby), virker Lusaka ærlig talt tam og kedelig: ’Kulturlivet’ centrerer sig om byens store, amerikansk inspirerede shopping­centre, hvor indkøb, spisning, biografbesøg og natteliv gnidnings­løst kombineres, gerne med udsigt til enorme parkeringspladser fyldt med firhjulstrækkere og grimme reklameskilte. Ikke megen etnoidyl på den front… Det betyder, at de ’ex-pats’ der kommer hertil for at bo og arbejde på sin vis er her i trods, hvilket ifølge mange giver dem (os) en særlig arbejdsiver. I hvert fald kan jeg se, at mine venner og bekendte på ambassader, i græsrodorganisationer og ’aid agencies’ a la Danida generelt arbejder intenst meget og er superambitiøse omkring deres respektive projekter – hvilket jo nok meget godt for en professionel eskapist og dagdriver som mig… , )

Hangombe Village

Men nu til det rigtig spændende. Tidligt om morgenen d 12. september tog Khama og jeg afsted sydpå i bus, først mod provinshovedstaden Choma og derefter i lastbil ud ad en støvet jordvej, ca 50 km nord for Choma til Mbabala Township, der virker som en slags cowboy-by med masser af barer og hatteklædte mænd, slet skjult prostitution og gamle bilvrag. Her ventede Khamas halvsøster Miniva på 32, og sammen gik vi omkring 3 km ud ad en lille sti mod Khamas fødelandsby, Hangombe Village. Jeg havde været lidt nervøs for mødet med familien forinden, men heldigvis var der øjeblikkelig begejstring både fra min og deres side. Khamas forældre har for længe siden tilbudt at have mig boende så længe jeg ønsker, hvilket må siges at være ret modigt da de på det tidspunkt aldrig havde mødt mig. De viste sig at være de sødeste og mest gæstfrie mennesker, og jeg forelskede mig med det samme i Minivas fem børn fra 2 mdr-15 år, som hun pt bor alene med i forældrenes hus. På billedet står Miniva med sin yngste datter Weendo på ryggen foran det hus, jeg fik tildelt som mit helt eget..

Landsbyliv

Det blev en intens og superinspirerende uge fyldt med indtryk og sjove episoder med familien Hangombe (Khamas familie bærer landsbyens navn, hvilket understreger deres særstatus blandt indbyggerne). Med ’landsby’ menes der i virkeligheden et flere hektar stort område, hvor hver familie (incl forældre, bedsteforældre, fætre, kusiner, masser af børn og ind imellem også flere koner til samme mand) bor i en række små lerstenshuse fordelt i en cirkel omkring ’gårdspladsen’. Khama viste sig at være den perfekte samarbejdspartner, og vi har haft uendelige samtaler hele ugen omkring sociale emner af mere eller mindre tabuiseret karakter som heksekraft, teenagegravi­di­teter, tribale magtkampe, flerkoneri, postkoloniale mindreværdskomplekser og uddan­nel­ses­­struk­turer – emner, som I nok kan fornemme indgår som centrale dele i mit projekt, og som jeg ikke vil trætte jer (og mig selv) med her.

Mandesnak

Om aftenen og i de varme timer midt på dagen fra ca 12-16, hvor man stort set ikke kan lave andet end at drikke te og hænge ud i skyggen, sad jeg typisk i ’mandestuen’ (en fin lille terasseagtig bygning beregnet for alvorlig mandesnak) og talte med Khama og hans far – for det meste med Khama som oversætter, men faren var med sine 75 år ivrig efter at lære engelsk og bruge sit sparsomme ordforråd. Khamas far ville vide alt om jordbrug og kvægdrift i Danmark, om spisevaner, familiestrukturer og industri, og det kan altså være en udfordring at gøre begribeligt for et menneske, der stort set aldrig har bevæget sig ud over den zambianske savanne. Jeg har købt en ’Danmarksbog’ med billeder, som jeg tager med derud næste gang – det bliver sjovt at høre deres reaktioner.

Skoleliv

Når vi ikke hang ud med familien, var Khama og jeg på besøg på den lokale skole, Mbabala Basic School, hvor vi sad med i ’literacy class’ på henholdsvis Tonga og engelsk og bagefter interviewede de forskellige lærere. Ligsom da jeg besøgte skoler i foråret var lærerne her generelt glade og taknemmelige for udefrakommende interesse – især når de opdagede, at vi ikke kom for at evaluere dem! – og jeg har allerede nu masser af data, refleksioner og hypoteser til yderligere afprøvning i løbet af de kommende måneder. I det hele taget virker min forudgående angst for ikke at få data nok nu totalt ubegrundet – udfordringen ligger nok snarere i at forsøge at holde overblikket midt i et tilsyneladende kaos af indtryk, antydninger og teorier. Heldigvis synes jeg det er ret sjovt på den måde at ’lege forsker’ – så får vi se, om min begejstring holder tiden ud…

Tilbage til byen

I fredags tog Khama og jeg så turen tilbage til Lusaka igen. Jeg har i mellemtiden købt en elegant lille ’jeep’ af min amerikanske veninde Jean til overtagelse når hun rejser d 1. oktober, og det betyder at vi næste gang slipper for at tage den overfyldte bumlebus og i stedet kan cruise afsted. Spændende! – og lidt skræmmende også. En af mine nye venners bekendte, en tysk udviklingsarbejder, kom i sidste uge til at køre en lille dreng ned under en felttur langt oppe i det nordlige Zambia. Drengen døde senere, og I kan nok forestille jer hvilke traumer det efterlader… Opgaven nu går på at forsøge at bearbejde de mange observationer, refleksioner og interviews, som Khama og jeg har samlet sammen i løbet af ugen – og om et par ugers tider tager jeg afsted ud til Hangombe igen. Glæder mig allerede…

Farvel

I dag er nok den sidste gang jeg kommer på nettet, eftersom jeg flyver ud af Lusaka i morgen aften kl. 18. Det blir en lang tur, først Johannesburg, så Amsterdam og tilsidst København lørdag eftermiddag. Deher transitfaser er altid lidt rastløse og mærkelige - på den ene side dejligt at skulle hjem til forårskøbenhavn og søde mennesker (jer), på den anden side trist og hårdt at skulle sige farvel med en masse dejlige folk, jeg kun lige har mødt, og hvoraf jeg kun kommer til at se en lille håndfuld igen. Men sådan er dét, og jeg skal jo herned igen til september, formodentlig i 6-8 måneder. Nu glæder jeg mig til at se jer i det danske - slut og tak for denne gang , ).

Vic Falls

I torsdags tog jeg ned til byen Livingstone (som, ja, er opkaldt doktoren) for at mødes med nogle kommende kolleger i Zambias sydlige provins – heldigvis var der begejstring fra begge sider, tror det kommer til at køre fint. Samtidig havde jeg chancen for at opleve de berømte Victoria Falls, der deler grænsen mellem Zambia og det nordlige Zimbabwe – man går simpelthen over en enorm bro og så er man i et nyt land. Jeg var blevet advaret om, at det ville være en våd oplevelse, eftersom regntiden kun lige er slut, og der derfor er mere vand i Zambezifloden end på nogen anden tid af året – men alligevel var det helt vildt! Fra Zambiasiden går man gennem nationalparken ud på en lille skrøbelig gangbro og står måske 50-60 meter fra de enorme vandmasser, der brøler ned imod én. Jeg blev selvfølgelig totalt gennemblødt og har hostet mig igennem de efterfølgende dage – plus at mit stakkels kamera brød sammen af vandmasserne og først kom til live et par døgn senere.. Men det var dét værd , ) Dagen efter så jeg faldene fra Zimbabwesiden – mindre vådt, men stadig overvældende.

Kollaps de Luxe

I Zimbabwe var det så meningen, at jeg om eftermiddagen skulle flyve fra Vic Falls til Harare, hvor mine søde venner Mads og Malin bor. Men kort efter at jeg havde tjekket ind, fik vi besked om, at flyet var brudt sammen med tekniske problemer, og at vi ville blive installeret på firstjernet hotel i 24 timer! Træls, men også lidt lækkert , ). Sammen med min nyvundne veninde Norah fra Harare fik jeg dermed indblik i endnu et aspekt af det afrikanske overklasseliv med krokodillesteaks, enorme pools og etnisk trommedans under middagen.. Lørdag kom flyet så endelig, en minimodel a la Indiana Jones, som fløj så lavt henover Zimbabwes landområder, at vi kunne se hytterne og de små fine bjerge. Meget skønt.

Harare

Alt er jo topspændt i landet generelt på grund af den politiske situation lige nu, og der går rygter om, at folk bliver mørbanket ude i landsbyerne, sådan så de sørger for at stemme på Mr. M. til det fint anlagte ’demokratiske’ omvalg – faktisk må jeg slet ikke skrive om dét, eftersom der jo er totalt ban på udenlandske (og kritiske) journalister, men jeg satser på, at der ikke sidder nogen dansktalende zimbabweanske spioner på lur og læser en blog som denne. Hvis I vil vide mere om hverdagssituationen i Zimbabwe, bør I klikke ind på Mads' blog: www.madssoe.typepad.com. Malin har været en del i deadline den sidste tid, hvor halvdelen af spørgsmålene må besvares med ’det tillader den politiske situation mig desværre ikke at sige noget om’ – vi har joket en del om, at hun bør gå rundt i en sort agentregnjakke, når nu hun er sådan er blevet undercoverjournalist. Men faktisk er det jo ikke særlig sjovt, at en hel befolkning bliver smadret på grund af en sindssyg mand og hans tro tjenere.. I morgen formiddag tager jeg tilbage til Lusaka, og så er der kun et par døgn til jeg står på Kastrups muld (?) igen. Glæder mig til at se jer…. , )

Etniske oplevelser

Siden sidst er jeg ved flere anledninger blevet indlemmet i det man kunne kalde ’det mørke Afrika’ (med stor fare for at genoptage lykkeligt fortrængte tiders kolonialretorik). Min kollega Geoffrey introducerede mig for en af sine bekendte, en velanset advokat og retsordfører her i Lusaka, der insisterede på at tage mig med til en af sine niecers ’woman’s party’ forrige fredag. Denne fest, som foregik i et lille hus langt ude i Lusakas mere eller mindre skumle forstæder, viste sig at være en kollektiv forberedelse af bruden på de mere intime dele af det ægteskabelige liv – det vil sige en meget håndfast demonstration af, hvordan man ægger sin mand på et utal af måder og dermed undgår, at han løber sin vej! Meget underholdende – især da jeg og mine veninder Felly og Veronica skulle op og danse for den skrækslagne brud til lyden af bongotrommer og høje hyl , )

Ku-Omboka!

Her i weekenden tog jeg så på en rigtig road trip med danske Karen og Tue og canadiske Toby 600 km ud til Mongu i Zambias vestlige provins, hvor den enorme Zambeziflod har skabt det smukkeste delta af sivmarker og vilde fugle. Her bor den enevældige Lozikonge på en lille ø, og hvert år i marts-april, når floden er på sit højeste, flytter han fra øen og ind på et stort palads på fastlandet under meget festlige, ceremonielle omstændigheder, kaldet Ku-Omboka. 2-300 mænd trækker i rød hat og leopardskørter og eskorterer ham gennem sivene på en smuk aflang båd med en særlig lille hytte til kongen – under en meget fin elefant i papmaché! Alle billederne til højre er derfra…

Og hverdag...

Ellers prøver jeg at få nået så meget hernede, inden jeg skal hjem i slutningen af næste uge! Det er gået meget hurtigt, sådan er det jo med denneher slags intense oplevelser. Men også rigtig dejligt og lærerigt, og heldigvis føler jeg også, jeg er kommet et godt stykke vej i min studieproces. Jeg har siddet en del i Unza ramponerede bibliotek og skal mødes med min – måske – kommende forskningsassistent i morgen. På onsdag eller torsdag tager jeg til Livingstone, hvor jeg måske skal lave dele af mit feltarbejde til efteråret. Samtidig er det her, de berømte Victoria Falls ligger, så måske får jeg liiige chancen for at komme ud og se dem , ).

Lundazi

Nå, det er jo lidt tid siden, jeg har fået skrevet sidst - dagene går hurtigt, man er som regel helt bombet om aftenen af at have været udenfor hele dagen, og tit går jeg i seng klokken 9, hvilket er helt socialt accepteret hernede. Til gengæld vågner man så ved 5-tiden og er topfrisk, og det kan jo have sine fordele. Men for at starte nogenlunde kronologisk: Efter safarituren i South Luangwa i sidste uge tog jeg til den lille distrikthovedstad Lundazi, ca 6 timers bumletur nordøst for Chipata. Her er der nogle særligt interessante sproglige problemstillinger, som jeg dog ikke vil komme ind på, bare rolig , ). Til gengæld kan jeg fortælle, at jeg blev installeret på et helt fantastisk lille slot bygget i 50erne af en skør englænder (vistnok), med de fineste tårnværelser og udsigt over en rigtig slotshave. Så er det helt okay at være på farten..

Busstation

Dether billede har jeg mest med, fordi jeg synes det er fint og samtidig ret repræsentativt. Ofte er der noget lidt kulisseagtigt over officielle steder - som her busstationen i Lundazi, der virker som taget ud af en amerikansk forstad i 50erne. Virkeligheden er jo til gengæld reel nok for de mennesker, der befinder sig der - arbejdsløsheden er enorm, og det er lidt trist at se store grupper af unge og halvunge mænd, der hænger ud hele dagen og drikker sig fulde, tilsyneladende uden at have andet at give sig til.

Landsbyskoler

Billedet her viser en samlet oversigt over den lille landsbyskole Mphampas elever - læg især mærke til 5. klasse, 78 elever i én klasse... Så kan man tale nok så meget om kvalitet og elevcentreret undervisning. Efterhånden er jeg mere og mere tændt på ideen om at tilbringe længere tid på og i miljøet omkring en eller et par udvalgte landsby-skoler og blandt andet se på sproglig identitet blandt landsbybeboerne og deres børn, efterhånden som skolen tager fat i deres forestillinger. Spændende, ikke?

Hjemme igen

Efter 2½ uge i Eastern Province var det rigtig skønt at komme tilbage til bylivet i Lusaka. Katy er på udvidet påskeferie i England, så jeg har haft huset for mig selv de sidste par dage, og det har faktisk været rart at have lidt tid for mig selv. Heldigvis har det ikke skortet på sociale arrangementer - lørdag var der fest hos danske Tue (som har lært mig at sige 'meganice' om alt, hvad der er godt), efterfulgt af et interessant middagsselskab blandt velhavende mellemøstlige investorer i Zambia. Og søndag var der grillfest blandt nogle enormt dejlige (og enormt unge)amerikanske fyre, der bor i en slags kollektiv og arbejder med interessante ting som gadebørns-teater, hiv-medicin og infrastruktur. Spændende mennesker er her nok af. På søndag holder jeg fødselsdags-grillfest i hjemme ved vores pool - en lille afveksling fra frysning i Skydebanehaven.. , )

I haven

Faktisk vender dether billede rigtigt - det er fra vores skønne 'fælleshave' ved poolen, hvor jeg lå og stenede her forleden i eftermiddagssolen - og så fik jeg øje på avocadotræet højt oppe, faktisk fordi en af dem faldt ned ca en halv meter fra mig! En god illustration af de uransagelige udfordringer ved livet i Afrika... , ) Dem er jeg nu ellers blevet en hel del bedre til at tackle - i går tilbragte jeg fx hele dagen med at indsamle papirer, underskrifter etc til det meget strikse immigrationskontor, så jeg kunne få forlænget min study permit, helt uden antræk til irritation (eller næsten) - så det går fremad.

Safari!

Vi ankom til 'Flatdog's Camping' lige uden for nationalparken Luangwa i går middag - en vild tur med Dean's italiensk-zambianske ven Ernesto og hans 7 medarbejdere, der sad på ladet bagi. Campen ligger lige op ad Luangwa River, hvor vi med det samme kunne se flodheste, der lå og stenede i vandoverfladen. Vildt! Om eftermiddagen tog vi så på en rigtig safari med bil og guide, og det var nøjagtig lige så overvældende, som jeg havde håbet. Krokodiller, elefanter, tusindvis af antiloper, zebraer (se nederst i billedet tv), giraffer og de mest fantastiske fugle henover os. Herudover var jeg særligt begejstret for Baobab-træet - nok delvis på grund af navnet.. , ). I morges var vi afsted igen, og det var skønt at se morgendisen henover elefanterne langt ude i horisonten.

Giraffer

Det absolut mest fantastiske var mødet her til morgen med fire enorme giraffer og en to måneder gammel unge, som gik og spiste topskud i et hjørne af savannen. Stik imod reglementet kørte vores guide væk fra vejen og ind mellem buskene, så vi pludselig sad kun 5-10 meter fra dem - heldigvis virkede de hverken skræmte eller specielt interesserede i os, så vi kunne skyde løs (med kameraerne) og bare stå dér i total forstummelse over de smukke dyr.

Elefanter

Noget af det første vi så, da vi kørte ind i parken i går, var små spredte flokke af elefanter, der græssede på savannen. På et tidspunkt kom vi helt tæt på en flok af 8-10 hunner (ifølge den meget kyndige guide), en veludruste han ('the fith leg') og deres unger, som tullede rundt i græsset og legede med de hvide fugle, som følger elefanterne overalt. Meget skønt at komme helt tæt ind i deres verden..

Knas

Det har været en heftig uge. På den gode side har jeg haft nogle fine oplevelser ude på seminarier og skoler, især på landsbyskolen Chankhanga 15-20 km uden for Chipata. Her var der super kemi mellem mig og headmasteren, som har bygget skolen op fra stort set ingenting på 14 år i tæt samarbejde med den lokale landsby, hvor stort set ingen har lært at læse og skrive eller tale engelsk, som jo altså stadig er det primære skolesprog her. Vi aftalte at jeg kunne komme tilbage i en længere periode til efteråret og lære skolen, lærerne, børnene og omgivelserne bedre at kende. Spændende. På den lidt mere anstrengende side har jeg haft en del diskussioner med min assistent, Ruth, der ikke har været lige frugtbare – som universitetsuddannet og ministerieansat er hun reelt overkvalificeret til et job, der hovedsageligt består i at servicere mig, og jeg tror, vi (jeg) har erkendt, at det ikke kommer til at gå fremover. Så jeg kommer nok til at prøve at finde en anden, i hvert fald når jeg kommer herned igen.

Påskevandring

I går fik jeg besøg af Karen, der læser på Ruc og pt er praktikant på den danske ambassade i Lusaka – dejligt at få besøg ’hjemmefra’, ind i mellem bliver jeg lidt bims af at gå rundt i alt dether alene. Dog har jeg også haft en del selskab af Dean, som selv er lidt af en eremit i perioder, hvor der pga regn ikke kommer nogen gæster. Jeg har fået et tæt indblik i hans særegne ungkarlementalitet – blandt andet et nervøst forhold til grønsager og et fænomen, han selv benævner ’verbal diarrea’. Her til morgen gik vi alle tre (plus en af Deans fire hunde, Snoopy) op til toppen af det lille bjerg, vi bor på – smuk udsigt til Mocambique og Malawi, en fin måde at tilbringe påsken på. I morgen tager jeg med Karen på safari i den berømmede South Luangwepark – skulle gerne vende hjem med billeder af en giraf eller to, glæder mig… , )

De bor i hytter

Nu er jeg så ankommet til provinshovedstaden Chipata helt ude østpå, godt 20 km fra grænsen til Malawi - og nok en del mere 'Afrika' end jeg hidtil har oplevet. Busturen var som ventet et helvede - det endte med at tage 14 timer i tropehede med lange ophold, knaldhøje hjemmevideoer og (i min tolkning) stærkt ophidsede passagerer. Selv om jeg er rimelig rustet fra tidligere ulandsoplevelser, tror jeg i fremtiden jeg vil benytte mig af den mulighed for bil, som mit budget rent faktisk tillader. Så får vi se, hvordan dét går. Noget af det, jeg var mest overrasket over, var de mange små landsbyer eller nærmest lejrpladser, som lå langs vejen herud. Jeg troede vitterlig ikke (naiv muzungu, som jeg er), at der stadig var afrikanere, der boede i små lerhytter med basttag - som taget ud af Tintin, min hidtidige primærkilde for viden om Afrika (hvilket vist ikke behøver yderligere kommentarer.). I næste uge skal vi ud og besøge et par landsbyskoler, bliver spændende at se, hvordan det tager sig ud.

Dean's

Jeg er blevet indlogeret på en rigtig fin lodge, 'Dean's Hill View Lodge' - hvis I nogensinde kommer til Zambia, skal I klart bo her. Englænderen Dean kom hertil med sin bror for 15 år siden for at være landmand, men det blev for surt, så nu har han opbygget nærmest et lille resort med smuk campinghave, rustikke bygninger og en skøn udsigt over bjergene omkring Chipata. Efter en hektisk dag i fredags, hvor jeg brød helt ned over toptræls taxamænd, kreditkortproblemer og generel stress, tilbød Dean en øl (jeg er pt den eneste logerende og han har derfor god tid) - og vi fik os en god snak om magtforhold, omgangsformer og almen psykosocial overlevelse i et samfund, hvor stort set ALT handler om penge eller mangel på samme. I aften kommer der omkring 15 nye gæster, så der bliver stor middag, dejligt.

Himmel

I kontrast til de hårde levevilkår har jeg heldigvis opdaget, at landskabet her er fuldstændig fantastisk. Noget af det smukkeste er himlen og dens skiftende udseende, hvilket jeg allerede lagde mærke til i Lusaka. Vi er sidst i regntiden, og det giver tilsyneladende en helt særlig slags skyer, der gør himlen meget høj og ligesom tredimensionel - forhåbentlig kommer lidt af det frem på billedet. Det er lidt trist og mærkeligt at sidde i al denneher skønhed og tumult alene - forhåbentlig får jeg selskab af nogle af jer, når jeg kommer herned igen til efteråret... , )

I felten

I fredags indledte min assistent Ruth og jeg så vores første dag 'i felten' (føler stadig en vis akavethed omkring min status som antropologisk forsker). Vi mødtes på den lokale folkeskole, Hillside, klokken kvart i syv og blev sat ind i en 1. klasse, hvor eleverne bliver undervist i 'literacy' på lokalsproget, som her er Nyanja. Senere fulgte vi en 2. klasse, hvor samme fag bliver undervist på engelsk - og rent faktisk virkede det til, at eleverne kunne følge nogenlunde med, selv om de sjældent møder engelsk andre steder end i skolen. Bagefter holdt vi fokusgruppemøde med de fire literacylærere omkring sproglige problemstillinger og generelle udfordringer ved det at være lærer i Zambia i dag - spændende, og heldigvis gik det nogenlunde gnidningsfrit, selv om jeg har meget at lære. Jeg interviewede også skolelederen, som var helt åben omkring problemer og utilfredshed med lokaladministrationen på uddannelsesområdet - det kommer jeg nok til at høre mere til..

Hjælp! Jeg er i Afrika...

Så var man lige pludselig i Afrika. Selv om jeg selvfølgelig har vidst at jeg skulle af sted, og at det nok ville blive vildt og overvældende, er det alligevel noget andet at stå her midt i Lusakas kaos af taxaer, gadesælgere, gnavne bureaukrater, arrogante bankmænd og meget hvide englændere, amerikanere og danskere, der alle sammen har deres version af måden at gøre Zambia til et bedre (eller i hvertfald anderledes) land at leve i.

2

Den sidste uge har været lidt af en følelsesmæssig rutchebane op og ned. Heldigvis er jeg omgivet af søde og hardcore erfarne ngo'ere, antropologer, ambassadefolk og en enkelt operasanger fra St. Louis, der alle sammen har forsøgt at overbevise mig om, at det er fuldstændig normalt. Så nu går jeg og venter på, at den tykke hud størkner, så jeg kan blive lige så sej som de andre... Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, men det udfordrende ved at være her har især handlet om en udbredt lokal forestilling om, at man som vesterlænding grundlæggende er enormt rig og enormt dum. Samt at stort set alt foregår ’under gulvtæppet’ og med et væld af magtkampe, der ikke sådan lige er til at filtre ud. Det skal jeg så lige vænne mig til. Det med magtkampene er sådan set meget godt, for mit projekt handler netop om de skjulte dagsordener, der omgiver uddannelsesfeltet her.

3

I øvrigt tror jeg nu egentlig, jeg har været heldig i forhold til karakteren af min afrikanske landing. Gennem Rasmus, som kender min ven Jeppe, har jeg fået et værelse hos engelske Katy (nr 2 fra venstre i billedet helt øverst) i et lækkert rækkehus i en slags kollektiv i overklassebydelen Kabulonga hvor en stor del af de tusindvis af ex-pats hernede bor. Vi har pool, have, maid og vagtmand, og det er jo helt i den koloniale ånd , ). I fredags holdt vi stor fest, så nu er jeg blevet indlemmet i den pulserende unge version af udviklingsbranchen – dejligt. Her til højre i poolen er det amerikanske Mark og Jean, som er kærester og vores naboer - han er operasanger og underviser expat-børn på en amerikansk skole, hun er antropolog og skriver Ph.d. om folk i en såkaldt 'compound' - en slags bosætterområde i udkanten af Lusaka, som blev etableret af hvide farmere under kolonitiden.

4

Allerede den første dag hernede mødtes jeg med min kollega på Unza (University of Zambia), Geoffrey Tambulukani, min vejleder, Effron, og min kommende assistent, Ruth. Heldigvis er de entusiastiske omkring mit projekt, og Ruth er gået i gang med at organisere fokusgruppemøder med lærere og skoleledere i provinshovedstaden Chipata, hvor jeg tager en bus ud på onsdag. Jeg ved ikke så meget andet, end at det tager op til 10 timer, at der er huller i det meste af vejen, og at man kan være heldig at se en løve undervejs. Så det er jo spændende..