Zambia, 2. runde

Nå, nu har jeg endelig taget mig sammen til at begynde at skrive igen. Faktisk er det rart på den måde at få samlet tankerne og alle indtrykkene lidt – det er en intens tid, og tingene går stærkt lige nu. I går var det tre uger siden, jeg landede i Lusaka efter fire måneders sommer i København, men allerede nu føles det, som om jeg slet ikke har været væk siden sidst. Der er en særlig nerve eller sitren her (og med her mener jeg nok i virkelighe-den ’Afrika’), som er anderledes end hvad jeg fx har oplevet i Indien eller Sydamerika. Menneskene her er intense, det er som om liv og død, penge, sex og okkultisme konstant dirrer i luften – en luft, der for tiden lægger sig som en 35 grader varm dyne over landskabet og byerne, og som kan gøre det svært at sove om natten.

Ungdomsleben

Til forskel fra sidst er det rigtig rart denne gang at ankomme og rent faktisk kende en del folk her i Lusaka. Fra lufthavnen kunne jeg tage direkte hen til min irske ven Adam, der bor i en form for kollektiv fordelt på to ’parcelhuse’ i det samme celebre område som jeg boede i sidst, Kabulonga, og her stod der et fint værelse parat, hvor jeg kan bo når jeg er i byen. Her bor for tiden blandt andet Christina fra New York og Tobias, der er vokset op som gadebarn i Lusaka og nu er medleder af Adams ambitiøse gadebørns-teaterprojekt, Barefeet (tjek http://www.barefeettheatre.org/).

Khama

Allerede på andendagen mødtes jeg med min nye assistent, Khama, der er 27 og læser lingvistik og litteratur på Unza, University of Zambia. Da jeg var her i april, aftalte vi at lægge en del af feltarbejdet i hans barndomslandsby Hangombe i Zambias sydlige provins. Min undersøgelse ville i princippet kunne laves et hvilket som helst sted i landet, men ved at inddrage Khamas familie og landsby får jeg mange ting foræret, som muligvis ville kræve lang tid andre steder. Vi gik med det samme i gang med min undervisning i Tonga, som er hovedsproget i Southern Province og samtidig navnet på den ’stamme’, som de fleste i denne provins definerer sig selv udfra. For en sprognørd som mig er det sjovt at skulle lære et helt nyt sprog, som ingen lighed har med dem jeg kender til i forvejen. Heldigvis er grammatikken rimelig simpel – verberne bøjes fx ikke i tid – og ofte kan man jo nå langt bare med nogle simple brokker...

Lusaka

Selve byen, Lusaka, er der ligesom sidst ikke meget at skrive hjem om. I forhold til andre sydlige afrikanske hovedstæder som Johannesburg, Maputo (Mocambique) og selv Harare (der modsat mediebilledet faktisk er en sydende kulturby), virker Lusaka ærlig talt tam og kedelig: ’Kulturlivet’ centrerer sig om byens store, amerikansk inspirerede shopping­centre, hvor indkøb, spisning, biografbesøg og natteliv gnidnings­løst kombineres, gerne med udsigt til enorme parkeringspladser fyldt med firhjulstrækkere og grimme reklameskilte. Ikke megen etnoidyl på den front… Det betyder, at de ’ex-pats’ der kommer hertil for at bo og arbejde på sin vis er her i trods, hvilket ifølge mange giver dem (os) en særlig arbejdsiver. I hvert fald kan jeg se, at mine venner og bekendte på ambassader, i græsrodorganisationer og ’aid agencies’ a la Danida generelt arbejder intenst meget og er superambitiøse omkring deres respektive projekter – hvilket jo nok meget godt for en professionel eskapist og dagdriver som mig… , )

Hangombe Village

Men nu til det rigtig spændende. Tidligt om morgenen d 12. september tog Khama og jeg afsted sydpå i bus, først mod provinshovedstaden Choma og derefter i lastbil ud ad en støvet jordvej, ca 50 km nord for Choma til Mbabala Township, der virker som en slags cowboy-by med masser af barer og hatteklædte mænd, slet skjult prostitution og gamle bilvrag. Her ventede Khamas halvsøster Miniva på 32, og sammen gik vi omkring 3 km ud ad en lille sti mod Khamas fødelandsby, Hangombe Village. Jeg havde været lidt nervøs for mødet med familien forinden, men heldigvis var der øjeblikkelig begejstring både fra min og deres side. Khamas forældre har for længe siden tilbudt at have mig boende så længe jeg ønsker, hvilket må siges at være ret modigt da de på det tidspunkt aldrig havde mødt mig. De viste sig at være de sødeste og mest gæstfrie mennesker, og jeg forelskede mig med det samme i Minivas fem børn fra 2 mdr-15 år, som hun pt bor alene med i forældrenes hus. På billedet står Miniva med sin yngste datter Weendo på ryggen foran det hus, jeg fik tildelt som mit helt eget..

Landsbyliv

Det blev en intens og superinspirerende uge fyldt med indtryk og sjove episoder med familien Hangombe (Khamas familie bærer landsbyens navn, hvilket understreger deres særstatus blandt indbyggerne). Med ’landsby’ menes der i virkeligheden et flere hektar stort område, hvor hver familie (incl forældre, bedsteforældre, fætre, kusiner, masser af børn og ind imellem også flere koner til samme mand) bor i en række små lerstenshuse fordelt i en cirkel omkring ’gårdspladsen’. Khama viste sig at være den perfekte samarbejdspartner, og vi har haft uendelige samtaler hele ugen omkring sociale emner af mere eller mindre tabuiseret karakter som heksekraft, teenagegravi­di­teter, tribale magtkampe, flerkoneri, postkoloniale mindreværdskomplekser og uddan­nel­ses­­struk­turer – emner, som I nok kan fornemme indgår som centrale dele i mit projekt, og som jeg ikke vil trætte jer (og mig selv) med her.

Mandesnak

Om aftenen og i de varme timer midt på dagen fra ca 12-16, hvor man stort set ikke kan lave andet end at drikke te og hænge ud i skyggen, sad jeg typisk i ’mandestuen’ (en fin lille terasseagtig bygning beregnet for alvorlig mandesnak) og talte med Khama og hans far – for det meste med Khama som oversætter, men faren var med sine 75 år ivrig efter at lære engelsk og bruge sit sparsomme ordforråd. Khamas far ville vide alt om jordbrug og kvægdrift i Danmark, om spisevaner, familiestrukturer og industri, og det kan altså være en udfordring at gøre begribeligt for et menneske, der stort set aldrig har bevæget sig ud over den zambianske savanne. Jeg har købt en ’Danmarksbog’ med billeder, som jeg tager med derud næste gang – det bliver sjovt at høre deres reaktioner.

Skoleliv

Når vi ikke hang ud med familien, var Khama og jeg på besøg på den lokale skole, Mbabala Basic School, hvor vi sad med i ’literacy class’ på henholdsvis Tonga og engelsk og bagefter interviewede de forskellige lærere. Ligsom da jeg besøgte skoler i foråret var lærerne her generelt glade og taknemmelige for udefrakommende interesse – især når de opdagede, at vi ikke kom for at evaluere dem! – og jeg har allerede nu masser af data, refleksioner og hypoteser til yderligere afprøvning i løbet af de kommende måneder. I det hele taget virker min forudgående angst for ikke at få data nok nu totalt ubegrundet – udfordringen ligger nok snarere i at forsøge at holde overblikket midt i et tilsyneladende kaos af indtryk, antydninger og teorier. Heldigvis synes jeg det er ret sjovt på den måde at ’lege forsker’ – så får vi se, om min begejstring holder tiden ud…

Tilbage til byen

I fredags tog Khama og jeg så turen tilbage til Lusaka igen. Jeg har i mellemtiden købt en elegant lille ’jeep’ af min amerikanske veninde Jean til overtagelse når hun rejser d 1. oktober, og det betyder at vi næste gang slipper for at tage den overfyldte bumlebus og i stedet kan cruise afsted. Spændende! – og lidt skræmmende også. En af mine nye venners bekendte, en tysk udviklingsarbejder, kom i sidste uge til at køre en lille dreng ned under en felttur langt oppe i det nordlige Zambia. Drengen døde senere, og I kan nok forestille jer hvilke traumer det efterlader… Opgaven nu går på at forsøge at bearbejde de mange observationer, refleksioner og interviews, som Khama og jeg har samlet sammen i løbet af ugen – og om et par ugers tider tager jeg afsted ud til Hangombe igen. Glæder mig allerede…