Farvel

I dag er nok den sidste gang jeg kommer på nettet, eftersom jeg flyver ud af Lusaka i morgen aften kl. 18. Det blir en lang tur, først Johannesburg, så Amsterdam og tilsidst København lørdag eftermiddag. Deher transitfaser er altid lidt rastløse og mærkelige - på den ene side dejligt at skulle hjem til forårskøbenhavn og søde mennesker (jer), på den anden side trist og hårdt at skulle sige farvel med en masse dejlige folk, jeg kun lige har mødt, og hvoraf jeg kun kommer til at se en lille håndfuld igen. Men sådan er dét, og jeg skal jo herned igen til september, formodentlig i 6-8 måneder. Nu glæder jeg mig til at se jer i det danske - slut og tak for denne gang , ).

Vic Falls

I torsdags tog jeg ned til byen Livingstone (som, ja, er opkaldt doktoren) for at mødes med nogle kommende kolleger i Zambias sydlige provins – heldigvis var der begejstring fra begge sider, tror det kommer til at køre fint. Samtidig havde jeg chancen for at opleve de berømte Victoria Falls, der deler grænsen mellem Zambia og det nordlige Zimbabwe – man går simpelthen over en enorm bro og så er man i et nyt land. Jeg var blevet advaret om, at det ville være en våd oplevelse, eftersom regntiden kun lige er slut, og der derfor er mere vand i Zambezifloden end på nogen anden tid af året – men alligevel var det helt vildt! Fra Zambiasiden går man gennem nationalparken ud på en lille skrøbelig gangbro og står måske 50-60 meter fra de enorme vandmasser, der brøler ned imod én. Jeg blev selvfølgelig totalt gennemblødt og har hostet mig igennem de efterfølgende dage – plus at mit stakkels kamera brød sammen af vandmasserne og først kom til live et par døgn senere.. Men det var dét værd , ) Dagen efter så jeg faldene fra Zimbabwesiden – mindre vådt, men stadig overvældende.

Kollaps de Luxe

I Zimbabwe var det så meningen, at jeg om eftermiddagen skulle flyve fra Vic Falls til Harare, hvor mine søde venner Mads og Malin bor. Men kort efter at jeg havde tjekket ind, fik vi besked om, at flyet var brudt sammen med tekniske problemer, og at vi ville blive installeret på firstjernet hotel i 24 timer! Træls, men også lidt lækkert , ). Sammen med min nyvundne veninde Norah fra Harare fik jeg dermed indblik i endnu et aspekt af det afrikanske overklasseliv med krokodillesteaks, enorme pools og etnisk trommedans under middagen.. Lørdag kom flyet så endelig, en minimodel a la Indiana Jones, som fløj så lavt henover Zimbabwes landområder, at vi kunne se hytterne og de små fine bjerge. Meget skønt.

Harare

Alt er jo topspændt i landet generelt på grund af den politiske situation lige nu, og der går rygter om, at folk bliver mørbanket ude i landsbyerne, sådan så de sørger for at stemme på Mr. M. til det fint anlagte ’demokratiske’ omvalg – faktisk må jeg slet ikke skrive om dét, eftersom der jo er totalt ban på udenlandske (og kritiske) journalister, men jeg satser på, at der ikke sidder nogen dansktalende zimbabweanske spioner på lur og læser en blog som denne. Hvis I vil vide mere om hverdagssituationen i Zimbabwe, bør I klikke ind på Mads' blog: www.madssoe.typepad.com. Malin har været en del i deadline den sidste tid, hvor halvdelen af spørgsmålene må besvares med ’det tillader den politiske situation mig desværre ikke at sige noget om’ – vi har joket en del om, at hun bør gå rundt i en sort agentregnjakke, når nu hun er sådan er blevet undercoverjournalist. Men faktisk er det jo ikke særlig sjovt, at en hel befolkning bliver smadret på grund af en sindssyg mand og hans tro tjenere.. I morgen formiddag tager jeg tilbage til Lusaka, og så er der kun et par døgn til jeg står på Kastrups muld (?) igen. Glæder mig til at se jer…. , )

Etniske oplevelser

Siden sidst er jeg ved flere anledninger blevet indlemmet i det man kunne kalde ’det mørke Afrika’ (med stor fare for at genoptage lykkeligt fortrængte tiders kolonialretorik). Min kollega Geoffrey introducerede mig for en af sine bekendte, en velanset advokat og retsordfører her i Lusaka, der insisterede på at tage mig med til en af sine niecers ’woman’s party’ forrige fredag. Denne fest, som foregik i et lille hus langt ude i Lusakas mere eller mindre skumle forstæder, viste sig at være en kollektiv forberedelse af bruden på de mere intime dele af det ægteskabelige liv – det vil sige en meget håndfast demonstration af, hvordan man ægger sin mand på et utal af måder og dermed undgår, at han løber sin vej! Meget underholdende – især da jeg og mine veninder Felly og Veronica skulle op og danse for den skrækslagne brud til lyden af bongotrommer og høje hyl , )

Ku-Omboka!

Her i weekenden tog jeg så på en rigtig road trip med danske Karen og Tue og canadiske Toby 600 km ud til Mongu i Zambias vestlige provins, hvor den enorme Zambeziflod har skabt det smukkeste delta af sivmarker og vilde fugle. Her bor den enevældige Lozikonge på en lille ø, og hvert år i marts-april, når floden er på sit højeste, flytter han fra øen og ind på et stort palads på fastlandet under meget festlige, ceremonielle omstændigheder, kaldet Ku-Omboka. 2-300 mænd trækker i rød hat og leopardskørter og eskorterer ham gennem sivene på en smuk aflang båd med en særlig lille hytte til kongen – under en meget fin elefant i papmaché! Alle billederne til højre er derfra…

Og hverdag...

Ellers prøver jeg at få nået så meget hernede, inden jeg skal hjem i slutningen af næste uge! Det er gået meget hurtigt, sådan er det jo med denneher slags intense oplevelser. Men også rigtig dejligt og lærerigt, og heldigvis føler jeg også, jeg er kommet et godt stykke vej i min studieproces. Jeg har siddet en del i Unza ramponerede bibliotek og skal mødes med min – måske – kommende forskningsassistent i morgen. På onsdag eller torsdag tager jeg til Livingstone, hvor jeg måske skal lave dele af mit feltarbejde til efteråret. Samtidig er det her, de berømte Victoria Falls ligger, så måske får jeg liiige chancen for at komme ud og se dem , ).

Lundazi

Nå, det er jo lidt tid siden, jeg har fået skrevet sidst - dagene går hurtigt, man er som regel helt bombet om aftenen af at have været udenfor hele dagen, og tit går jeg i seng klokken 9, hvilket er helt socialt accepteret hernede. Til gengæld vågner man så ved 5-tiden og er topfrisk, og det kan jo have sine fordele. Men for at starte nogenlunde kronologisk: Efter safarituren i South Luangwa i sidste uge tog jeg til den lille distrikthovedstad Lundazi, ca 6 timers bumletur nordøst for Chipata. Her er der nogle særligt interessante sproglige problemstillinger, som jeg dog ikke vil komme ind på, bare rolig , ). Til gengæld kan jeg fortælle, at jeg blev installeret på et helt fantastisk lille slot bygget i 50erne af en skør englænder (vistnok), med de fineste tårnværelser og udsigt over en rigtig slotshave. Så er det helt okay at være på farten..

Busstation

Dether billede har jeg mest med, fordi jeg synes det er fint og samtidig ret repræsentativt. Ofte er der noget lidt kulisseagtigt over officielle steder - som her busstationen i Lundazi, der virker som taget ud af en amerikansk forstad i 50erne. Virkeligheden er jo til gengæld reel nok for de mennesker, der befinder sig der - arbejdsløsheden er enorm, og det er lidt trist at se store grupper af unge og halvunge mænd, der hænger ud hele dagen og drikker sig fulde, tilsyneladende uden at have andet at give sig til.

Landsbyskoler

Billedet her viser en samlet oversigt over den lille landsbyskole Mphampas elever - læg især mærke til 5. klasse, 78 elever i én klasse... Så kan man tale nok så meget om kvalitet og elevcentreret undervisning. Efterhånden er jeg mere og mere tændt på ideen om at tilbringe længere tid på og i miljøet omkring en eller et par udvalgte landsby-skoler og blandt andet se på sproglig identitet blandt landsbybeboerne og deres børn, efterhånden som skolen tager fat i deres forestillinger. Spændende, ikke?

Hjemme igen

Efter 2½ uge i Eastern Province var det rigtig skønt at komme tilbage til bylivet i Lusaka. Katy er på udvidet påskeferie i England, så jeg har haft huset for mig selv de sidste par dage, og det har faktisk været rart at have lidt tid for mig selv. Heldigvis har det ikke skortet på sociale arrangementer - lørdag var der fest hos danske Tue (som har lært mig at sige 'meganice' om alt, hvad der er godt), efterfulgt af et interessant middagsselskab blandt velhavende mellemøstlige investorer i Zambia. Og søndag var der grillfest blandt nogle enormt dejlige (og enormt unge)amerikanske fyre, der bor i en slags kollektiv og arbejder med interessante ting som gadebørns-teater, hiv-medicin og infrastruktur. Spændende mennesker er her nok af. På søndag holder jeg fødselsdags-grillfest i hjemme ved vores pool - en lille afveksling fra frysning i Skydebanehaven.. , )

I haven

Faktisk vender dether billede rigtigt - det er fra vores skønne 'fælleshave' ved poolen, hvor jeg lå og stenede her forleden i eftermiddagssolen - og så fik jeg øje på avocadotræet højt oppe, faktisk fordi en af dem faldt ned ca en halv meter fra mig! En god illustration af de uransagelige udfordringer ved livet i Afrika... , ) Dem er jeg nu ellers blevet en hel del bedre til at tackle - i går tilbragte jeg fx hele dagen med at indsamle papirer, underskrifter etc til det meget strikse immigrationskontor, så jeg kunne få forlænget min study permit, helt uden antræk til irritation (eller næsten) - så det går fremad.