Ud i marken

Siden sidst har jeg været 5-6 uger i felten, det vil sige med diktafonen i lommen og gummistøvlerne på. Det har været heftigt, ind i mellem også lidt for følelsesmæssigt overvældende at være ’alene’ i så radikalt anderledes et socialt miljø – men samlet set har det været en fantastisk oplevelse, og jeg har fået samlet flere og vildere historier, fortællinger, indtryk og informationer ind, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Ligesom de sidste par gange har jeg boet sammen med min assistent Khamas dejlige familie, og efterhånden er jeg nærmest blevet adopteret af dem, såvel af hans aldrende forældre, hans søster Minivah, der er på min alder og helt skøn, og af hendes fem vidunderlige børn. Det har betydet rigtig meget at have en form for hjem, hvor jeg kunne gå rundt med morgenhår og en gammel t-shirt eller sidde stille med en bog uden hele tiden at skulle være på som den mærkelige nye hvidling i landsbyen.

Tæt på

Meget af arbejdet har bestået i at gå rundt til de forskellige homesteads og tale med gamle mænd og unge mødre om så vidtrækkende emner som prostitution, teenagegraviditeter, gødning, druk, regnfald, hustruvold og skolepriser – man må sige, at jeg får mit interessefelt udvidet for tiden! Det vil være for omfattende (og arbejdsagtigt) for mig at gå i gang med alle de historier, jeg har lyttet til igennem den sidste måneds tid, men jeg kan afsløre, at det ind i mellem har føltes som at være med i et fiktivt spændingsdrama, hvor jeg har spillet den ’neutrale’ psykolog eller embedsmand, som de forskellige parter hver især har set som deres fortrolige alliance. Lidt for fortroligt nogle gange!

Historier

Ud over sådanne samtaler og interviews har Khama og jeg optaget en lang række mere eller mindre traditionelt funderede fabler eller ’stories’, fortalt af børn eller gamle mennesker hen over bålet om aftenen. Eftersom alt foregår på lokalsproget Tonga, er det selvfølgelig ind imellem lidt svært for mig at være med – men jeg har gode oversættere omkring mig, og så er det jo tophyggeligt at sidde dér med hele familien. Ligesom før har jeg opholdt mig en del i klasseværelserne på den lokale skole, og det har været rart og spændende at komme tæt på de enkelte lærere, der typisk arbejder under absurde vilkår: op til 70 børn i klassen, smadrede borde, ingen bøger eller vinduer og hul i taget. Hvilket altså ikke er specielt smart, når monsumen vælter ned over bygningerne…

Hjem igen

Nu er jeg så tilbage i Lusaka, og det er bare rigtig rart at kunne læse en avis og gå en tur i supermarkedet. I fredags var der jazzkoncert med en gruppe 80+ zambianske mænd i jakkesæt på én af de lokale restauranter, og det var virkelig dejligt at mødes med venner og føle sig helt almindelig igen. De næste mange uger kommer til at gå med at gennempløje de enorme mængder af data, som jeg har indsamlet, og faktisk passer det mig helt fint at skulle sidde og nørde lidt med mig selv ved computeren. Når man har en pool og diverse mango- og guavatræer i baghaven, kan det aldrig gå helt galt.. Først får jeg dog besøg af mine dejlige veninder Annette og Anne i denne uge, og jeg glæder mig helt afsindigt – vi tager på safari i weekenden, og det bliver skønt at kunne efterlade de faglige antenner hjemme i bogkassen. Hej for nu! , )