mandag den 17. marts 2008

De bor i hytter


Nu er jeg så ankommet til provinshovedstaden Chipata helt ude østpå, godt 20 km fra grænsen til Malawi - og nok en del mere 'Afrika' end jeg hidtil har oplevet. Busturen var som ventet et helvede - det endte med at tage 14 timer i tropehede med lange ophold, knaldhøje hjemmevideoer og (i min tolkning) stærkt ophidsede passagerer. Selv om jeg er rimelig rustet fra tidligere ulandsoplevelser, tror jeg i fremtiden jeg vil benytte mig af den mulighed for bil, som mit budget rent faktisk tillader. Så får vi se, hvordan dét går. Noget af det, jeg var mest overrasket over, var de mange små landsbyer eller nærmest lejrpladser, som lå langs vejen herud. Jeg troede vitterlig ikke (naiv muzungu, som jeg er), at der stadig var afrikanere, der boede i små lerhytter med basttag - som taget ud af Tintin, min hidtidige primærkilde for viden om Afrika (hvilket vist ikke behøver yderligere kommentarer.). I næste uge skal vi ud og besøge et par landsbyskoler, bliver spændende at se, hvordan det tager sig ud.

Ingen kommentarer: