Safari!

Vi ankom til 'Flatdog's Camping' lige uden for nationalparken Luangwa i går middag - en vild tur med Dean's italiensk-zambianske ven Ernesto og hans 7 medarbejdere, der sad på ladet bagi. Campen ligger lige op ad Luangwa River, hvor vi med det samme kunne se flodheste, der lå og stenede i vandoverfladen. Vildt! Om eftermiddagen tog vi så på en rigtig safari med bil og guide, og det var nøjagtig lige så overvældende, som jeg havde håbet. Krokodiller, elefanter, tusindvis af antiloper, zebraer (se nederst i billedet tv), giraffer og de mest fantastiske fugle henover os. Herudover var jeg særligt begejstret for Baobab-træet - nok delvis på grund af navnet.. , ). I morges var vi afsted igen, og det var skønt at se morgendisen henover elefanterne langt ude i horisonten.

Giraffer

Det absolut mest fantastiske var mødet her til morgen med fire enorme giraffer og en to måneder gammel unge, som gik og spiste topskud i et hjørne af savannen. Stik imod reglementet kørte vores guide væk fra vejen og ind mellem buskene, så vi pludselig sad kun 5-10 meter fra dem - heldigvis virkede de hverken skræmte eller specielt interesserede i os, så vi kunne skyde løs (med kameraerne) og bare stå dér i total forstummelse over de smukke dyr.

Elefanter

Noget af det første vi så, da vi kørte ind i parken i går, var små spredte flokke af elefanter, der græssede på savannen. På et tidspunkt kom vi helt tæt på en flok af 8-10 hunner (ifølge den meget kyndige guide), en veludruste han ('the fith leg') og deres unger, som tullede rundt i græsset og legede med de hvide fugle, som følger elefanterne overalt. Meget skønt at komme helt tæt ind i deres verden..

Knas

Det har været en heftig uge. På den gode side har jeg haft nogle fine oplevelser ude på seminarier og skoler, især på landsbyskolen Chankhanga 15-20 km uden for Chipata. Her var der super kemi mellem mig og headmasteren, som har bygget skolen op fra stort set ingenting på 14 år i tæt samarbejde med den lokale landsby, hvor stort set ingen har lært at læse og skrive eller tale engelsk, som jo altså stadig er det primære skolesprog her. Vi aftalte at jeg kunne komme tilbage i en længere periode til efteråret og lære skolen, lærerne, børnene og omgivelserne bedre at kende. Spændende. På den lidt mere anstrengende side har jeg haft en del diskussioner med min assistent, Ruth, der ikke har været lige frugtbare – som universitetsuddannet og ministerieansat er hun reelt overkvalificeret til et job, der hovedsageligt består i at servicere mig, og jeg tror, vi (jeg) har erkendt, at det ikke kommer til at gå fremover. Så jeg kommer nok til at prøve at finde en anden, i hvert fald når jeg kommer herned igen.

Påskevandring

I går fik jeg besøg af Karen, der læser på Ruc og pt er praktikant på den danske ambassade i Lusaka – dejligt at få besøg ’hjemmefra’, ind i mellem bliver jeg lidt bims af at gå rundt i alt dether alene. Dog har jeg også haft en del selskab af Dean, som selv er lidt af en eremit i perioder, hvor der pga regn ikke kommer nogen gæster. Jeg har fået et tæt indblik i hans særegne ungkarlementalitet – blandt andet et nervøst forhold til grønsager og et fænomen, han selv benævner ’verbal diarrea’. Her til morgen gik vi alle tre (plus en af Deans fire hunde, Snoopy) op til toppen af det lille bjerg, vi bor på – smuk udsigt til Mocambique og Malawi, en fin måde at tilbringe påsken på. I morgen tager jeg med Karen på safari i den berømmede South Luangwepark – skulle gerne vende hjem med billeder af en giraf eller to, glæder mig… , )

De bor i hytter

Nu er jeg så ankommet til provinshovedstaden Chipata helt ude østpå, godt 20 km fra grænsen til Malawi - og nok en del mere 'Afrika' end jeg hidtil har oplevet. Busturen var som ventet et helvede - det endte med at tage 14 timer i tropehede med lange ophold, knaldhøje hjemmevideoer og (i min tolkning) stærkt ophidsede passagerer. Selv om jeg er rimelig rustet fra tidligere ulandsoplevelser, tror jeg i fremtiden jeg vil benytte mig af den mulighed for bil, som mit budget rent faktisk tillader. Så får vi se, hvordan dét går. Noget af det, jeg var mest overrasket over, var de mange små landsbyer eller nærmest lejrpladser, som lå langs vejen herud. Jeg troede vitterlig ikke (naiv muzungu, som jeg er), at der stadig var afrikanere, der boede i små lerhytter med basttag - som taget ud af Tintin, min hidtidige primærkilde for viden om Afrika (hvilket vist ikke behøver yderligere kommentarer.). I næste uge skal vi ud og besøge et par landsbyskoler, bliver spændende at se, hvordan det tager sig ud.

Dean's

Jeg er blevet indlogeret på en rigtig fin lodge, 'Dean's Hill View Lodge' - hvis I nogensinde kommer til Zambia, skal I klart bo her. Englænderen Dean kom hertil med sin bror for 15 år siden for at være landmand, men det blev for surt, så nu har han opbygget nærmest et lille resort med smuk campinghave, rustikke bygninger og en skøn udsigt over bjergene omkring Chipata. Efter en hektisk dag i fredags, hvor jeg brød helt ned over toptræls taxamænd, kreditkortproblemer og generel stress, tilbød Dean en øl (jeg er pt den eneste logerende og han har derfor god tid) - og vi fik os en god snak om magtforhold, omgangsformer og almen psykosocial overlevelse i et samfund, hvor stort set ALT handler om penge eller mangel på samme. I aften kommer der omkring 15 nye gæster, så der bliver stor middag, dejligt.

Himmel

I kontrast til de hårde levevilkår har jeg heldigvis opdaget, at landskabet her er fuldstændig fantastisk. Noget af det smukkeste er himlen og dens skiftende udseende, hvilket jeg allerede lagde mærke til i Lusaka. Vi er sidst i regntiden, og det giver tilsyneladende en helt særlig slags skyer, der gør himlen meget høj og ligesom tredimensionel - forhåbentlig kommer lidt af det frem på billedet. Det er lidt trist og mærkeligt at sidde i al denneher skønhed og tumult alene - forhåbentlig får jeg selskab af nogle af jer, når jeg kommer herned igen til efteråret... , )

I felten

I fredags indledte min assistent Ruth og jeg så vores første dag 'i felten' (føler stadig en vis akavethed omkring min status som antropologisk forsker). Vi mødtes på den lokale folkeskole, Hillside, klokken kvart i syv og blev sat ind i en 1. klasse, hvor eleverne bliver undervist i 'literacy' på lokalsproget, som her er Nyanja. Senere fulgte vi en 2. klasse, hvor samme fag bliver undervist på engelsk - og rent faktisk virkede det til, at eleverne kunne følge nogenlunde med, selv om de sjældent møder engelsk andre steder end i skolen. Bagefter holdt vi fokusgruppemøde med de fire literacylærere omkring sproglige problemstillinger og generelle udfordringer ved det at være lærer i Zambia i dag - spændende, og heldigvis gik det nogenlunde gnidningsfrit, selv om jeg har meget at lære. Jeg interviewede også skolelederen, som var helt åben omkring problemer og utilfredshed med lokaladministrationen på uddannelsesområdet - det kommer jeg nok til at høre mere til..

Hjælp! Jeg er i Afrika...

Så var man lige pludselig i Afrika. Selv om jeg selvfølgelig har vidst at jeg skulle af sted, og at det nok ville blive vildt og overvældende, er det alligevel noget andet at stå her midt i Lusakas kaos af taxaer, gadesælgere, gnavne bureaukrater, arrogante bankmænd og meget hvide englændere, amerikanere og danskere, der alle sammen har deres version af måden at gøre Zambia til et bedre (eller i hvertfald anderledes) land at leve i.

2

Den sidste uge har været lidt af en følelsesmæssig rutchebane op og ned. Heldigvis er jeg omgivet af søde og hardcore erfarne ngo'ere, antropologer, ambassadefolk og en enkelt operasanger fra St. Louis, der alle sammen har forsøgt at overbevise mig om, at det er fuldstændig normalt. Så nu går jeg og venter på, at den tykke hud størkner, så jeg kan blive lige så sej som de andre... Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, men det udfordrende ved at være her har især handlet om en udbredt lokal forestilling om, at man som vesterlænding grundlæggende er enormt rig og enormt dum. Samt at stort set alt foregår ’under gulvtæppet’ og med et væld af magtkampe, der ikke sådan lige er til at filtre ud. Det skal jeg så lige vænne mig til. Det med magtkampene er sådan set meget godt, for mit projekt handler netop om de skjulte dagsordener, der omgiver uddannelsesfeltet her.

3

I øvrigt tror jeg nu egentlig, jeg har været heldig i forhold til karakteren af min afrikanske landing. Gennem Rasmus, som kender min ven Jeppe, har jeg fået et værelse hos engelske Katy (nr 2 fra venstre i billedet helt øverst) i et lækkert rækkehus i en slags kollektiv i overklassebydelen Kabulonga hvor en stor del af de tusindvis af ex-pats hernede bor. Vi har pool, have, maid og vagtmand, og det er jo helt i den koloniale ånd , ). I fredags holdt vi stor fest, så nu er jeg blevet indlemmet i den pulserende unge version af udviklingsbranchen – dejligt. Her til højre i poolen er det amerikanske Mark og Jean, som er kærester og vores naboer - han er operasanger og underviser expat-børn på en amerikansk skole, hun er antropolog og skriver Ph.d. om folk i en såkaldt 'compound' - en slags bosætterområde i udkanten af Lusaka, som blev etableret af hvide farmere under kolonitiden.

4

Allerede den første dag hernede mødtes jeg med min kollega på Unza (University of Zambia), Geoffrey Tambulukani, min vejleder, Effron, og min kommende assistent, Ruth. Heldigvis er de entusiastiske omkring mit projekt, og Ruth er gået i gang med at organisere fokusgruppemøder med lærere og skoleledere i provinshovedstaden Chipata, hvor jeg tager en bus ud på onsdag. Jeg ved ikke så meget andet, end at det tager op til 10 timer, at der er huller i det meste af vejen, og at man kan være heldig at se en løve undervejs. Så det er jo spændende..