Den sidste uge har været lidt af en følelsesmæssig rutchebane op og ned. Heldigvis er jeg omgivet af søde og hardcore erfarne ngo'ere, antropologer, ambassadefolk og en enkelt operasanger fra St. Louis, der alle sammen har forsøgt at overbevise mig om, at det er fuldstændig normalt. Så nu går jeg og venter på, at den tykke hud størkner, så jeg kan blive lige så sej som de andre... Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, men det udfordrende ved at være her har især handlet om en udbredt lokal forestilling om, at man som vesterlænding grundlæggende er enormt rig og enormt dum. Samt at stort set alt foregår ’under gulvtæppet’ og med et væld af magtkampe, der ikke sådan lige er til at filtre ud. Det skal jeg så lige vænne mig til. Det med magtkampene er sådan set meget godt, for mit projekt handler netop om de skjulte dagsordener, der omgiver uddannelsesfeltet her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar