Glade gadebørn

Min bofælle Adam, som selv er irer, leder et ambitiøst teaterprojekt her i Lusaka – Barefeet Theatre – som berører mere end 1000 gadebørn (nogle mere forældreløse end andre). Børnene bor typisk på centre rundt omkring i byen, hvis ikke de sover på gaden – og Adam og hans facilitatorer tager så rundt og giver børnene selvtillid gennem teater, musik, dans, akrobatik mm. Meget sympatisk. Og hele projektet er ekstra sexet, fordi deher toplækre unger altså kan føre sig frem på en lidt anden måde, end vi er vant til hjemme. I lørdags startede den årlige ’Barefeet Festival’ med en ca 1 km lang parade af udklædte børn. Adam havde bedt mig fotografere, og nogle af resultaterne kan I se her… , )

Hopla

Efter paraden var der dans, her med professionelle zambiske dansere. Ikke så meget andet at sige end svedigt..

Bil

I forrige uge var jeg sammen med Khama igen ude i min landsby Hangombe – denne gang i min nyindkøbte Toyota. Det er rimelig mærkeligt pludselig at være blevet ejer af en firhjulstrækker, men på den anden side er det enormt anvendeligt et sted som her, hvor offentlig transport nærmest er ikkeeksisterende både i og uden for byen. Ovenikøbet har jeg fået smart simkort-moden og computeroplader i bilen, hvilket betyder at jeg nu kan gå på nettet langt ude i bushen! En gadgetnørd er på vej frem… På billedet er det mig og Khamas søster Miniva med lille Weendo på armen.

Elizabeth Colson - en legende

I provinsbyen Monze, halvvejs til Choma og Hangombe, stoppede vi ind og besøgte den 91-årige amerikanske antropolog og professor Elizabeth Colson, som er en sand forskerlegende, i hvert fald blandt antropologer med interesse for Zambias sydlige provins og tidlige uafhængighedshistorie. Siden midten af 40erne (!) og helt frem til i dag har Elizabeth forsket i religiøse ritualer, kønsroller, jordbrugstraditioner, sult, familiemønstre, uddannelsesforhold og identitet blandt beboere i området Gwembe Valley syd for Monze til stor hjælp for NGOer og selvfølgelig især alle de studerende og forskere, der kommer til området. Trods sin høje alder er hun selv i dag totalt skarp og engageret, og jeg følte mig meget beæret (og lidt skræmt) over at kunne diskutere mit projekt med hende.

Hangombe, part II

Denne gang var det som forventet lidt mindre eksotisk og overvældende at komme tilbage til familien og Hangombe Village. Til gengæld var jublen stor hos børn og forældre over vores hurtige genkomst, og denne gang havde vi gaver med i form af smarte sko til Khamas far, ’chitenge’ (afronederdele) til hans mor og Ray Ban-agtige solbriller til hans søster Miniva. Derudover havde jeg taget en fin billedbog om Danmark med, og især billeder af danskere med store huer under et sneklædt busstoppested vakte jubel.. , )

I felten igen

Denne gang kunne vi komme lidt tættere på nogle af de spørgsmål, som dukkede op sidst – fx om forhold mellem forældre, bedsteforældre og børn, om skolesyn, kvæghold og magtrelationer. Et par gange oplevede jeg endda, at lokale Hangombebeboere kom op til mig og beklagede, at jeg endnu ikke havde været hjemme hos dem og stille spørgsmål! Så må tilliden siges at være oprettet.. En af dagene kørte vi et godt stykke længere ud (eller ind?) i bushen ad bumlede jordveje til landsbyskolen Nalituba, hvor vi blev modtaget med skønsang og almen begejstring over, at vi vitterlig gad bevæge os så langt ud. Her fulgte masser af spændende observationer og interviews – men det kan I høre om en anden gang..